Fra Julius Koch på Nørrebro til SKYTTEN på Amager
d. 10. september 2026

Fra Julius Koch på Nørrebro til SKYTTEN på Amager

Da København atter fik en butik for vævere !

Vævning har en lang historie i København. Allerede i slutningen af 1800-tallet var vævning både et industrielt håndværk og en del af byens tekstilhistorie. Men vævning har også altid været et håndværk, hvor mennesker har haft brug for specialiseret udstyr, materialer og nogen at spørge til råds.

Julius Koch på Nørrebro
For nogle årtier siden fandtes der flere specialbutikker i København, hvor vævere kunne købe vævegarn, væve, skyttere og andet væveudstyr.

En af dem var Julius Koch på Nørrebrogade 52. I Kraks Vejviser fra 1969 står Julius Koch under “Væve og væveredskaber” med håndvæve og tilbehør. I 1980’erne fortsatte forretningen som J.K.’s Håndarbejdsmagasin, der stadig blev opført blandt forhandlere af væve og væveredskaber.

Et historisk glimt af Julius Koch
Københavns Museum har et fotografi af Julius Koch på Nørrebrogade 52 i 1982. Fotografiet viser en del af Julius Kochs bygninger og er registreret af museet med “væveforretning” som et af emneordene - se fotoet her>>

Toika – en forbindelse mellem dengang og nu
Hos Julius Koch blev der også forhandlet Toika-væve – det samme finske mærke, som vi i dag fører hos SKYTTEN.

Det synes vi er en ret fin historisk forbindelse. For selvom der er gået mange år, er noget af tanken den samme: At have en specialbutik, hvor vævere kan se udstyret, mærke på materialerne, få hjælp og tale med andre, der interesserer sig for håndværket.

Fra specialbutikker til SKYTTEN
Julius Koch var ikke den eneste specialforretning. København havde gennem tiden flere steder, hvor man kunne købe materialer og udstyr til tekstil- og vævehåndværk. Senere var blandt andre Garntex på Gothersgade en del af dette miljø.

Men efterhånden forsvandt de specialiserede vævebutikker fra Københavns gader.

Det er den tradition, vi hos SKYTTEN gerne vil være en del af.

I dag kan man igen besøge en fysisk specialbutik for vævning og spinding i København. Hos SKYTTEN på Amagerbrogade kan man se Toika- og Ashford-væve, spinderokke og andet udstyr, mærke på garn og fibre og få hjælp til både små og store projekter.

Vi holder også kurser, reparerer og hjælper med at få håndværket til at fungere i praksis. For os handler en specialbutik ikke kun om at sælge udstyr. Den skal også være et sted, hvor håndværket kan leves, deles og gives videre.

Fra Nørrebrogade til Amagerbrogade.
Fra Julius Koch til SKYTTEN.

Måske er det ikke en ny tradition, vi skaber.
Måske er det en gammel københavnsk tradition, der er kommet hjem igen.....

Akvarel af Rasmus Christiansen. Vævesal i Rubens Dampvæveri på Rolighedsvej Frederiksberg, omkring 1890. Et glimt af vævningens historie i København. 

Kommenter gerne her:

Blog posts