Fra væven til havet - da væveren satte skibe i bevægelse

Hvad har en væv med et sejlskib at gøre?
Når vi tænker på skibe fra fx vikingetiden, forestiller vi os ofte lange træskibe, dygtige bådebyggere og livet om bord. Men et vikingeskib var mere end et træskrog. Uden sejl var skibet afhængigt af årerne, og sejlet begyndte et helt andet sted end på værftet – med fibre, garn og en væver.

Fra fåret til skibet
Vikingetidens sejl blev fremstillet af både uld og hør. Uld var særligt velegnet til store sejl, fordi det er elastisk og ikke rådner på samme måde som hør. Til gengæld er uld tungere og kræver en omfattende forarbejdning.

Ulden skulle udvælges, bearbejdes og spindes til et stærkt garn, som derefter blev vævet tæt og ensartet. Det færdige stof skulle kunne modstå både vind og belastningen fra den store sejldug.

Det var derfor ikke bare et spørgsmål om at fremstille et stykke stof. Væveren var med til at fremstille det, der skulle drive skibet frem:

Får → uld → spinding → vævning → sejldug → sejl → skib

Et sejl kunne være et enormt vævearbejde
Vikingeskibsmuseet har gennem mange år arbejdet eksperimentelt med at fremstille uldsejl på baggrund af arkæologiske tekstilfund og historiske sejl.

Et imponerende eksempel er sejlet til rekonstruktionen af Skuldelev 1, Ottar. Det oprindelige skib var et havgående handelsskib fra omkring år 1030, og rekonstruktionen fik oprindeligt et 90 m² stort uldsejl. Ulden kom fra mindst 200 får, og der blev vævet 157 meter uldstof i baner på 65 cm i bredden. Selve vævningen krævede omkring 7.850 arbejdstimer.

90 m² er omtrent på størrelse med en mindre lejlighed – og det hele begyndte med uld fra får.

Væveren som en del af skibets teknologi
Et vikingeskib blev til gennem et samarbejde mellem mange forskellige håndværk. Bådebyggeren byggede skroget, væveren fremstillede sejldugen, rebslageren stod for tovværket, smeden for jerndelene, og sejlmageren samlede og tilpassede sejlet.

Hvis én del ikke fungerede, påvirkede det resten. Et vikingeskib var derfor ikke kun et stykke træarbejde, men et samspil mellem en række forskellige håndværk – og væveren var en vigtig del af dette.

Et håndværk, der kunne få et skib til at sejle
Der er også en interessant kønshistorisk dimension. Vævning var i mange historiske samfund et kvindedomineret håndværk, og Vikingeskibsmuseet beskriver fremstillingen af uldsejl som et tidskrævende kvindehåndværk.

Det giver et andet perspektiv på vikingernes søfart. Når vi forestiller os de kendte vikinger om bord på skibet, er det let at overse det arbejde, der foregik på land og gjorde rejsen mulig. En del af dette arbejde kunne være udført ved en væv – langt fra havet.

Væven, der stod oprejst
Vikingeskibsmuseet har blandt andet arbejdet med opretstående vægtvæve for at undersøge, hvordan vikingetidens sejldug kan være blevet fremstillet. Museets rekonstruktion af Ottars uldsejl blev vævet på en såkaldt opstadvæv, en næsten lodretstående væv, som anvendtes i vikingetiden.

Det er eksperimentalarkæologi: Vi har ikke en komplet manual, der fortæller præcis, hvordan et vikingesejl blev vævet. I stedet kombineres arkæologiske fund med praktiske forsøg for at undersøge, hvad der faktisk kan lade sig gøre.

Det er noget af det fascinerende ved arkæologien. Nogle gange må man ikke bare læse svaret – man må væve det frem.

Når tråden bliver til sejl
Et sejl skulle ikke bare være stort. Det skulle være stærkt, tæt og kunne modstå både vind og vand.

Til Ottar blev den færdige ulddug blandt andet behandlet med okker og hestemankefedt for at gøre den mere vindtæt og vandafvisende. Både uld- og hørsejl skulle efterbehandles for at kunne modstå vind og vand.

Væveren skulle altså ikke bare skabe et smukt eller behageligt stof. Stoffet skulle kunne holde til belastningen fra mast, rå og tovværk – og i sidste ende bringe et skib frem over havet.

Væven og skibet har mere tilfælles, end man skulle tro
Det er måske netop derfor, væven og skibet er interessante at sammenligne.

På væven arbejder man med spænding, balance og kræfter. Trenden skal have den rigtige spænding, trådene skal holdes på plads, og islættet bindes sammen med trenden til en stærk konstruktion.

På skibet handler det også om at få mange kræfter til at fungere sammen. Masten skal stå, rigningen skal holde, sejlet skal formes af vinden, og tovværket skal kunne optage belastningen.

Det er ikke den samme teknologi, men principperne har noget til fælles: Mange enkelte dele skal fungere som én samlet konstruktion.

Og så er der ordene
Forbindelsen mellem vævning og søfart kan også spores i sproget.

Et af de mest interessante eksempler er bom – og faktisk også verbet bomme.

På væven betyder bomme at anbringe rendingen om væverbommen. På et sejlskib er bomme et sømandsudtryk for at flytte bommen fra den ene side af skibet til den anden under en vending. Ordbog over det Danske Sprog dokumenterer begge betydninger.

Det er et fint eksempel på, hvordan det samme ord kan indgå i to forskellige håndværk.

Et andet lille eksempel er knob. Ordet hænger sammen med knude og blev oprindeligt brugt om knuder på en line, der blev anvendt til at måle et skibs fart. I dag kender vi knob som søfartens måleenhed for hastighed. Også her møder vi et ord fra en verden, hvor tråd, line, binding og spænding var afgørende.

Der findes naturligvis mange andre ord i det maritime og tekstile ordforråd, men man skal være forsigtig med at kalde dem fælles væve- og sømandsord uden at kunne dokumentere det. Det interessante er måske netop at undersøge, hvordan håndværkene hver især har udviklet et præcist sprog for materialer, spænding, fastgørelse og bevægelse.

Fra væven til havet
Måske er det mest fascinerende ved historien, at afstanden mellem væven og skibet egentlig ikke er så stor.

Et skib kan begynde med et får på en mark, med fibre der bliver til garn, og med en væver, der forvandler garnet til sejldug. Derefter bliver sejldugen til et sejl, som spændes over skibet, og når vinden tager fat, bliver resultatet af mange timers håndværk synligt.

Uld → garn → væv → sejldug → sejl → skib → hav

En lang kæde af håndværk, hvor væveren er et af de afgørende led.

For en væv fremstiller ikke kun tekstiler. Gennem historien har den også været med til at fremstille transport, handel, rejser og forbindelser mellem mennesker.

Og nogle gange har den været med til at sende et skib ud på havet.

Fra får til færden

Uld → garn → væv → sejldug → sejl → skib → hav
Midt i denne kæde står væveren.

Kilde
Læs mere om Vikingeskibsmuseets arbejde med vævning og fremstilling af sejldug:
Vikingeskibsmuseet – Skibets håndværkere: Væveren